Foto: DGI

Gymnastikforeningen i Høng er klar med et svedigt tilbud i sommerferien til børn og unge, der ikke gider at sidde stille.

Der er ingen grund til at kede sig i sommerferien, hvis man bor i nærheden af Høng. Sammen med DGI holder Høng GF nemlig gymnastikskole i uge 31 for unger i alderen 6 til 14 år.

“Vi vil rigtigt gerne lave noget i vores lokalområde i sommerferien, hvor der er sommerpause i gymnastikforeningen. Vi er så heldige, at vores instruktører også gerne vil være med til at lave gymnastikskolen. De kan vist ikke finde ud af at sidde stille i sommerferien”, griner formand for Høng GF, Camilla Lander.

Ikke en lukket klub
Gymnastikskolen i Høng GF er ved at blive en fast tradition i foreningen. Erfaringen viser, at det ikke kun er foreningens egne medlemmer, der deltager. Alle niveauer kan være med.

“Deltagerne kommer til at opleve en masse gymnastik, sjov og ballade. De vil møde en masse instruktører, der er klar til at udfordre dem og sørge for en fantastisk stemning. Vi er klar til at tage imod dem, der aldrig har prøvet at gå til gymnastik og dem, der er super dygtige”, siger Camilla Lander.

Idræt skal være sjovt
Idrætsorganisationen DGI har stor erfaring med at lave idrætsskoler i ferierne. De skal være med til at gøre flere mennesker aktive og måske vigtigst af alt sikre, at de også bliver ved med at være det.

“Vi laver gymnastikskoler sammen med medlemsforeningerne for at give et attraktivt ferietilbud til alle børn og unge. På en gymnastikskole kan man enten prøve kræfter med idrætten for første gang eller blive endnu dygtigere. Her er plads til fællesskab, høj puls og masser af sjov”, siger Niels Vest, der er idrætskonsulent hos DGI:

Kom med
Gymnastikskolen er i Høng hallen mandag, tirsdag og onsdag i uge 31. Alle dage fra kl.9.00 til 15.00. Du kan tilmelde dit barn inden den 23. juli 2017 på www.dgi.dk/201717556000. Skolen er for alle børn i alderen 6 til 14 år.

Del på sociale medier