Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 7-19. april 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mistænkeligt forhold – Eskebjergvej, Eskebjerg
Kl. 10.40 fik politiet en henvendelse fra en politimand, der i sin fritid havde passeret en henstillet bil, hvorved to mænd gik søgende rundt. Få minutter senere modtog politiet en anmeldelse om, at en tyverialarm var gået i gang i en privat villa på Eskebjergvej ikke langt fra det sted, hvor de to mænd befandt sig. Politiet kørte til området med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, og fik kontakt med en 21-årig mand fra Kalundborg samt personbil, der var kørt tør for benzin. Den 21-årige havde været i selskab med en 19-årig mand fra Jyderup, som dog var forsvundet i området inden politiets ankomst. De var gået søgende rundt i området for at se, om nogen havde noget benzin til bilen, men fandt ikke noget. Bilens nummerplader afmonterede politiet dog, fordi bilen var efterlyst på grund af manglende betaling af den lovpligtige ansvarsforsikring. I villaen, hvor tyverialarmen var gået i gang, var der sket et indbrud ved opbrydning af et køkkenvindue og stjålet bl.a. noget sølvtøj. De to mænd ved bilen kunne dog ikke sættes i forbindelse med indbruddet og blev derfor ikke sigtet for noget. Politiet efterforsker nu indbruddet og afventer bl.a. resultatet af de tekniske undersøgelser, der blev foretaget på gerningsstedet.

Tricktyveri – Gørlev
Kl. 14.00 gik en 75-årig kvinde fra Gørlev på Algade, hvor hun blev kontaktet af to udenlandske kvinder og en mand, der spurgte om vej til hospitalet. Den ene kvinde tog forurettede om halsen og den anden tog hende i hænderne. Hun opdagede efterfølgende, at hendes halskæde og armbånd var stjålet.

Brand – Gørlev
Kl. 17.16 blev anmeldt om brand i en villa på Egetoften. Branden formentlig opstået omkring en varmtvandsbeholder, der antændte en vasketøjskurv. Der skete ikke den store skadepå ejendommen.

Hærværk – Høng
Kl. 18.57 blev anmeldt om hærværk mod en handicapscooter, der mellem fredag kl. 1500 og søndag kl. 1845 var brændt af. Scooteren helt ødelagt. Politiet vil gerne høre fra vidner, der har hørt eller set noget i forbindelse med hærværket. Ring på 114.

Forsøg på tricktyveri – Høng
Kl. 09.50 var en 77-årig kvinde fra Høng udsat for et tyveriforsøg. Forurettede gik på Centervej, da en grå VW Passat standsede op og en kvinde stod ud af bilen. Kvinden ville have vist vej til sygehuset. Hun tog efterfølgende fat i forurettede og kyssede hende og ville give forurettede smykker for venligheden. Forurettede fattede uråd og ville ikke have nogen smykker. Kvinden beskrives som, ikke dansk, ca. 30-40 år, kraftig af bygning, rødt hår, talte dansk med accent, iført mørkt tøj.

Færdselsuheld – Klosterparkvej
Kl. 20.36 skete der et færdselsuheld ved et fodgængerfelt i krydset Bredekildevej-Klosterparkvej. Det viste sig, at en 29-årig mand fra Jyderup under kørsel ad Klosterparkvej mod syd i en personbil overså en 23-årig mand fra Kalundborg, der som fodgænger var i færd med at krydse vejen i fodgængerfeltet. Fodgængeren blev ramt og slynget hen ad vejen som følge af påkørslen. I en tilkaldt ambulance blev han bragt til sygehuset, hvor han blev indlagt til observation og behandling for benbrud. Politiet undersøger nu omstændighederne ved uheldet, og den 29-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Ordensbekendtgørelsen – Jerslev
Kl. 18.35 var politiet på en adresse i Jerslev, hvor der var diskussion mellem to mænd, og en 44-årig mand fra Jerslev havde holdt en et glasskår op mod en 50-årig mand fra Jerslev uden dog at lave vold. Diskussionen opstod som følge af parkeringsproblemer på stedet.Den 44-årige fik en bøde for sin optræden.

Uro
Kl. 09.28 blev politiet kaldt til Sundhedshuset i Kalundborg, hvor en person kastede med stole m.v. Han havde også optrådt voldeligt på stedet. Politiet fik fat i en 51-årig mand fra Svebølle, der blev fjernet fra stedet. Politiet følger nu op på sagen med afhøring af implicerede personer.

Anholdelse
Kl. 12.25 tirsdag anholdt politiet en 27-årig mand fra Kalundborg, der sigtes for voldtægt af en 18-årig kvinde. Den 27-årige hentede kvinden på hendes adresse i Jylland og kørte med hende til Sjælland. Den 18-årige er retarderet og hun blev efterlyst af politiet i Midt- og Vestjylland som bortgået søndag den 9. april. Det lykkedes at finde frem til kvindens opholdssted på en adresse i Kalundborg, hvor politiet traf kvinden og den 27-årige mand. Kvinden er undersøgt på center for voldtægtsofre og manden er også undersøgt. Han blev sigtet for voldtægt og afhørt til sagen. Der var ifølge politiets jurister ikke grundlag for en varetægtsfængsling, og derfor blev manden løsladt tirsdag aften. Sagen vil senere blive behandlet i retten. Af hensyn til sagen har politiet ikke flere oplysninger i øjeblikket.

“Smykkesælgere”
Kl. 20.03 forsøgte en udenlandsk mand at standse biler på Slagelsevej for at sælge “guld”. Politiet fandt desværre ikke frem til den pågældende.

Farlig leg
To drenge på 10 år løb rundt på taget af Kalundborg Hallerne, J.H. Pedersens Alle, kl. 1330. Det lykkedes halinspektøren at få drengene ned, og forebyggelsesbetjente fra Kalundborg fik fat i forældrene, hvor man sammen havde en snak om god og dårlig adfærd, der samtidig kunne være farlig.

 

Indbrud i perioden
Eskebjergvej, Eskebjerg
Kalundborgvej, Tuse, Holbæk
Ulshøjvej, Kalundborg

 

Del på sociale medier