nisse-ovnTraditionen tro besøger rigtig mange børnehaver og skoler Kalundborg Museum i december måned. ”Kalenderen er allerede godt fyldt med bookninger, men der er plads til flere” udtaler formidler Kathrine Brandstrup. I år bliver børn og voksne mødt med en ny historie. Et samarbejde med arkiverne i Kalundborg Kommune og udgivelsen af Arkivernes Jul byder nemlig på en helt ny og spændende historie som årets nissejagt er knyttet op på.

En drage, 8 dyr og en nisse
Årets nissehistorie handler om en drage der har været i fængsel under Højbyen siden Esbern Snares tid. Men dragen er ved at vågne og en forvirret nisse vågner op under Morbærtræet og finder ud af at hele verden har forandret sig. I kælderen på museet står der en gammel kiste men de 8 dyr der har vogtet på kisten er væk. Derfor skal nissen bruge hjælp til at finde de 8 dyr og dragens navn.

Arkivernes Jul
Historien indgår som en del af den nye publikation Arkivernes Jul. Johan Tieldow har både digtet historien og illustreret den. Bogen er således fyldt med små hemmelige beskeder i ”marksprog” som nisserne har brugt. ”Det har været et sjovt projekt at lave” fortæller Johan. Han glæder sig til at se børnenes reaktioner på kisten i kælderen og historien om dragen og nissen. Følg også med på facebook både på Kalundborg Museums side og på Arkivernes Jul’s side – hvor der løbende i december vil dukke flere små fortællinger og historier op.

Peters Jul står der stadig
Resten af museet vil være som altid være pyntet op til jul. I empirestuen vil juletræet være pyntet som i Peters Jul og Anders Hjorth-Jørgensen vil pynte med fint gammelt julepynt. I butikken står værterne klar med et stort udvalg af julepynt, julekalendere og gaveideer. Leder af museumsbutikken Anette Andersen har igen i år sørget for et flot udvalg af Bramming-nisser.

Kalundborg Museum holder juleåbent tirsdage til søndage kl. 10.30-16 frem til 22. december.