Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 13-22. juni 2016.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-kalundborg.dk

Færdselsuheld – Kalundborgvej, Eskebjerg, Snertinge

Kl. 1501 rykkede politiet og redningspersonale ud til et færdselsuheld, hvor to bilister var stødt frontalt sammen. Den ene bilist skulle være “fastklemt” i bilen. Redningspersonalet fik frigjort en 68-årig kvinde fra Føllenslev, som efter undersøgelse på skadestuen var sluppet uden egentlig personskade. Hun havde dog fået nogle knubs som følge af uheldet, der skete, da hun af ukendte årsager var kørt ud i rabatten i vejens højre side under kørsel ad Kalundborgvej i vestlig retning. Hun fik bilen retur på kørebanen, men kom i den forbindelse for langt over i modsatte side af vejen, hvor hun delvist frontalt stødte sammen med en modkørende lastbil ført af en 21-årig mand fra Jyderup. Lastbilchaufføren slap fra uheldet uden personskade, men der opstod materiel skade på de involverede køretøjer.

Vold mod bilist – Gørlev Landevej, Gørlev Sj. 

Kl. 1030 anmeldte en 40-årig mand fra Høng sig udsat for vold af en anden bilist få minutter tidligere. Han var i rundkørslen Gørlev Landevej-Kalundborgvej-Reersøvej blevet spærret vejen af en forankørende bilist, hvis mandlige fører var stået ud af bilen og havde henvendt til anmelderen sammen en kvindelig passager. Den forankørende bilist var utilfreds med, at den 40-årige dels kørte tæt på ham, dels talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Efter en kort verbal meningsudveksling slog den utilfredse bilist den 40-årige i hovedet med et knytnæveslag, så den 40-åriges briller blev ødelagt, ligesom han selv pådrog sig mindre overfladiske skrammer / læsioner i ansigtet. Offeret var dog i stand til at følge efter gerningsmandens bil, således at politiet kort efter kunne sigte og afhøre en 29-årig mand fra Store-Heddinge for vold mod 40-årige. Hændelsen i rundkørslen bevirkede, at tre-fire andre bilister kortvarigt måtte stoppe deres kørsel. Politiet har kun fået identificeret en enkelt af disse bilister. Med baggrund i den sigtedes forklaring sigtede politiet tillige den 40-årige for overtrædelse af færdselsloven for at have talt i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Når sagen er færdigefterforsket, vil politiets jurister vurdere, hvordan sagen skal afgøres.

Politiet vil gerne i kontakt med eventuelle vidner/bilister, der har overværet hændelsen i rundkørslen ved Gørlev. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Tricktyveri – Høng

Kl. 1530 blev anmeldt om et tricktyveri, der fandt sted kl. 1515 på Centervej ved Netto, hvor en 71-årig kvinde fra Ruds-Vedby kiggede på blomster. En kvinde og tre andre personer distraherede kvinden, der fik stjålet sin pung med lidt kontanter i. De fire kørte væk fra stedet i en bil. Politiet undersøger nu sagen nærmere.

Knallertkørsel til ulempe – Hovedgaden, Høng 

Kl. 1745 anmeldte en lokal borger, at 6-8 unge på 3-4 knallerter kørte rundt i området og chikanerede andre trafikanter ved at køre ud foran dem. Ingen af dem brugte styrthjelm, og som regel kørte de to på én knallert. Politiet fandt desværre knallertkørerne i området, så de kunne blive stillet til ansvar for deres kørsel.

Røveri mod supermarked – Centervej, Høng

Kl. 1409 modtog politiet via alarm 112 en anmeldelse om et netop begået røveri mod supermarkedet Aldi, hvor to mænd under trussel med pistol havde fået udleveret kassebeholdningen. De var efterfølgende flygtet fra stedet i ukendt retning. Det viste sig, at de to røvere var kommet umaskerede ind i forretningen, hvor de færdedes som kunder. Da de betalte for en vare ved kassen, truede de pludselig kassemedarbejderen med en pistol og forlangte kassebeholdningen udleveret. Trods eftersøgning i området med flere patruljer, herunder med assistance fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, fandt politiet ikke de to røvere, der beskrives som: A: Mand, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: Sort jakke, Bevæbning: pistol; B: Mand, Dansk af udseende, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk. Politiet forsøger nu via supermarkedets videoovervågning af få identificeret de to røvere.

Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har set røverne flygte fra supermarkedet, eller som kan give oplysninger om deres identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Hovedgaden, Høng

Kl. 1638 rykkede politiet ud til et færdselsuheld med tre parter involveret – dog uden personskade. Det viste sig, at en 26-årig mand fra Ruds-Vedby, der i øvrigt var frakendt kørekortet, ikke havde set, at en forankørende bilist var standset for at svinge til venstre ad en sidevej. Han ramte derfor personbilen ført af en 41-årig mand fra Høng. Dennes bil blev ved påkørslen skubbet fremad og stødte sammen med en modkørende varebil ført af en 53-årig mand fra Høng. Alle tre førere slap uskadt fra uheldet, hvor der kun skete materiel skade på de involverede køretøjer. Den 26-åriges bil var imidlertid uden lovpligtig ansvarsforsikring, som var udløbet i august 2015, så han blev ud over kørsel i frakendelsestiden også sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Han kan nu i øvrigt forvente et personligt erstatningskrav fra de to øvrige trafikanters forsikringsselskaber, da han ikke havde nogen ansvarsforsikring til at dække skaderne som følge af uheldet.

Anholdelse – Indbrud i lægekonsultation – Hovedgaden, Høng

Kl. 1742 fik politiet en anmeldelse fra en opmærksom borger, der havde set en fremmed mand komme ud fra opgangen til en tandlægeklinik, efter at han kort forinden havde hørt støj fra klinikken. Anmelderen mistænkte manden for at have lavet indbrud på stedet og fulgte derfor efter manden til dennes bopæl i Høng, hvor politiet senere kunne anholde en 41-årig mand fra Høng. Det viste sig nemlig, at en dør til tandlægeklinikken var brudt op, ligesom der var foretaget lettere gennemrodning i klinikken. Formentlig var der ikke blevet stjålet noget. Den 41-årige blev sigtet for indbruddet og efter endt afhøring mv. anbragt i en arresthus for overnatning, idet han forventes fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med henblik på varetægtsfængsling. Den 41-årige er tidligere straffet for berigelseskriminalitet og begik dette indbrud i prøvetiden i forbindelse med prøveløsladelsen fra afsoningen af seneste dom.

Brandundersøgelse – Rynkevangen

Kl. 1438 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i taget på EUC. Brandvæsnet fik hurtigt slukket den mindre brand, der var opstået i noget isolering og pap under et eternittag. Politiet undersøger nu årsagen til brandens opståen nærmere, idet der tidligere på dagen var blevet udført reparationer af et ældre tagpapbelægning ved brandstedet.

Bil udbrændt – Hesselbjergvej, Hesselbjerg, Dianalund

Kl. 0304 fik politiet via alarm 112 melding om ildebrand i en bil. Brandvæsnet var sendt til stedet, som var et mindre buskads-området, hvor en bil brændte. Brandvæsnet kunne dog ikke redde personbilen, der udbrændte helt. Politiet har underrettet bilejeren – en 36-årig mand fra Ringsted – der kunne oplyse, at bilen efter kl. ca. 2300 var blevet stjålet fra hans bopæl i Ringsted by. Politiet undersøger nu både årsagen til branden og biltyveriet nærmere.

Spirius-/narkokørsel / våbenloven / lov om euforiserende stoffer mv. – Fabriksvej, Svebølle

Kl. 0215 ønskede politiet at standse en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Føreren af personbilen ønskede dog ikke at tale med politiet og forsøgte at køre fra politiet gennem byerne Føllenslev, Bregninge, Løgtved og Svebølle med langt højere hastighed end tilladt. I Svebølle lykkedes det dog at få standset bilisten på Fabriksvej, så politiet kunne anholde en 40-årig mand fra Gislinge. Han var påvirket af både spiritus og narkotika, så han fik udtaget blodprøver til undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Ved anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af ca. 0,1 gram kokain samt en ulovlig foldekniv, ligesom politiet fandt ud af, at den 40-årig også var frakendt kørekortet. Derfor blev han også sigtet for de tre yderligere overtrædelser af lovgivningen. Han blev løsladt efter endt sagsbehandling, men kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.

Indbrud i perioden
Skovvejen, Reersø By, Gørlev
Rosenvænget, Høng
Tranemosevej, Kalundborg
Kordilgade, Kalundborg
Bakkehaven, Kalundborg
Mosevangen, Kalundborg
Skelbæk, Snertinge
Østrupvej, Ugerløse