Besøg et væveudsalg anno 1916, smag på Åmosen og oplev den storslåede natur omkring Kattrup Gods, når Vævefestivalen afholdes for første gang.

vaevefestivalMunke i gråt og skønne kjoler
Programmet for de tre dage i pinsen, hvor Vævefestivalen er åben, er forskellig fra dag til dag. Der indgår dog både foredrag, musik og festlige indslag alle tre dage.

Lørdag eftermiddag byder også på fortidens stoffer, men her er de syet om til nutidige modeller. I et festligt modeshow vil munkekoret fra Vor Frue Kirke i Kalundborg fremvise deres nyerhvervede munkekutter. Væverne har vævet 75 m stof og syet 10 kutter til mandskoret. De grå munke får følgeskab af skønne damer i flotte kjoler. ”Alt i alt kan vi præsentere et flot og professionelt modeshow”, udtaler Gitte Karlshøj og Kathrine Brandstrup, der begge er ansatte af Vævere i Vestsjælland til at organisere Vævefestivalen og en række andre aktiviteter i den nye Kulturinstitution, Vævernes Hus, der har til huse på Kattrup Gods.

Godt samarbejde
Det er foreningen Vævere i Vestsjælland, der står bag, og projektkoordinator Kathrine Brandstrup glæder sig at se resultatet af det sidste halve års arbejde med planlægning.

”Vævefestivalen er blevet meget større end vi regnede med”, udtaler Kathrine Brandstrup: ”Vi har fået et fantastisk samarbejde omkring Naturpark Åmosen op at stå. Støtteforeningen – Naturpark Åmosen har nogen tid arbejdet med et koncept omkring Smag på Åmosen og certificering af naturparkens fødevareproducenter og dette arbejde understøtter vi med Vævefestivalen på Kattrup Gods, hvor man netop kan købe en lækker frokost af lokale råvarer”.

16 sorte giner, 44 m galleriskinner og 20.000 m vævegarn
MW-design er navnet på en ny kollektion, der præsenteres af Vævere i Vestsjælland. Væverne er ved at lægge sidste hånd på de mange produkter, der skal vises og sælges til Vævefestivalen.

Gitte Karlshøj der har stået for at organisere vævearbejdet fortæller at der bl.a. skal bruges 16 sorte giner, 44 m galleriskinne og 20.000 m vævegarner. ”Vi har lavet en kollektion der består af interiørtekstiler til stuen, til soveværelset, til spisebordet og til køkkenet. Desuden er der tørklæder, sjaler og små selskabstasker blandt produkterne”, fortæller Gitte Karlshøj.

Udstillingen vil blive sat op i Konferencesalen på Kattrup Gods og vil ligne et væveudsalg anno 1916, men alle varerne i udsalget er nutidige, vævet i 2016 og til salg.

I mere end et halvt år har væverne i foreningen Vævere i Vestsjælland arbejdet på at genskabe vævninger fra væveren Mette Westergaards væveudsalg fra starten af 1900-tallet. Det nye MW-design er dog på ingen måde gammeldags. Silkesjaler i stærke farver, matchende forklæde, håndklæde, viskestykke og karklude til køkkenet eller morgenmadssættet med mundservietter, thehætte og æggevarmere.

Vævefestivalen løber af stablen 14-16. maj i haven og i konferencesalen på Kattrup Gods syd for Jyderup.

Se hele programmet på vaevere-vestsjaelland.dk

Del på sociale medier