logo-160x50Kommunen tilbyder en ordning, der indebærer, at borgerne kan låne en fælde af kommunen og aflevere herreløse katte til en dyrlæge.

– Det er dyrlægerne i kommunen som har været opmærksomme på et problem med vores nuværende ordning, og som samtidig kommer med et løsningsforslag. Et godt løsningsforslag, hvor kommunen dækker dyrlægernes udgifter, mens dyrlægerne står for ordningen. Dette er et glimrende eksempel på, hvordan vi sammen kan løse udfordringer, siger Svend Erik Autzen, formand for Teknik- & Miljøudvalget.
Dyrlægerne tjener ikke på ordningen, men får dækket deres udgifter.

Muligheder for at indfange herreløse katte
Ved syge/skadede og herreløse katte kan man ringe 1812. Dyrenes beskyttelse sørger for indfangning og aflivning.
Ved øre- eller chipmærkede katte, har ejeren selv har ansvaret for katten.
Man kan låne en fælde af Kalundborg Kommune og aflevere katten til dyrlægen eller Kontakte Kattens Værn ved egenbetaling.
Tamme katte bliver ikke aflivet – det er kun herreløse katte ordningen drejer sig om.

Teknik- & Miljøudvalget i Kalundborg Kommune har besluttet at indføre den nye ordning og afsætter 30.000 kr. af driftsbudgettet til formålet. Ordningen dækker således det hul i nuværende ordning hvor herreløse katte, som ikke er akut syge, ikke kan indfanges uden beregning for borgeren.
Ordningen omfatter ikke akut tilskadekomne, vilde katte. De henvises til Dyrenes Alarmcentral på tlf. 1812 (døgnvagt) eller Dyrenes Beskyttelse.

– Ordningen med dyrlægerne sikrer en forsvarlig løsning. Samtidig er det en økonomisk forsvarlig løsning, siger Svend Erik Autzen.

Ordningen træder i kraft pr. 1. januar 2016

Ordningen
Borgere, som oplever herreløse katte, kan henvende sig til kommunen, udfylde en låneseddel til lån af en fælde, inden de får udleveret fælden. Den præcise fremgangsmåde vil fremgå snarest af kommunens hjemmeside.
Inden udsættelse af fælderne kontaktes den dyrlæge, der skal stå for aflivningen for at aftale udsættelsestidspunkt.
Fælderne må ikke opsættes så katten skal tilbringe lang tid i fælden – det vil sige i weekender, på helligdage eller sådan at aflivningen ikke kan nå at finde sted samme dag indenfor dyreklinikkens normale åbningstid.
Når katten er fanget, skal den afleveres til en dyrlæge. Dyrlæger som er med i ordningen kan ses på lånesedlen samt på kommunens hjemmeside.

Sikkerhed
Dyrlægerne må ikke aflive katte, som er tamme, eller som på anden måde tydeligvis har et tilhørsforhold til mennesker. Katten må heller ikke aflives, hvis den har diende killinger, og killingerne ikke er indfanget.
Det er dyrlægens ansvar, at katten må aflives, hvilket de sikrer sig i forbindelse med modtagelsen og undersøgelsen af katten.

Del på sociale medier