Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2015-08-03 til 2015-08-10.

Brødre forbrændt – Vollerupvej, Kalundborg
2015-08-04 – Kl. 1328 slog en nabo alarm via 112 efter at have hørt en eksplosion, hvor to børn var kommet til skade. Ambulancepersonale og politiet kørte hurtigt til ulykkesstedet, hvor to brødre på 8 og 9 år havde fået forbrændinger i ansigtet og hovedet (bl.a. afbrændt hår). Der var bål i deres have, og drengene havde smidt en spraydåse ind i bålet, hvorefter spraydåsen eksploderede med forbrændinger på begge drenge til følge. Begge tilskadekomne blev i en tilkaldt lægehelikopter fløjet til Rigshospitalet til fornøden behandling. Mandag aften meldte lægerne begge drenge uden for livsfare med mindre forbrændinger i hovedet og på armene. Politiet undersøger nu de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

Dyr på vejen – Søvejen, Jerslev Sj. – Kalundborg
2015-08-07 – Kl. 0317 kørte politiet til Søvejen ved roklubben på grund af en anmeldelse om to kalve, der skulle opholde sig på vejen. Patruljen kunne imidlertid ikke finde de løsgående kalve, som formentligt havde fundet en saftig græsmark at tilbringe tiden på.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Havnevej, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg
2015-08-05 – Kl. 1813 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor et barn var blevet påkørt af en bil. Det viste sig, at en 53-årig kvinde fra Føllenslev kørte i sin personbil ad Havnevej i østlig retning. Pludselig løb en 3-årig dreng fra København K over vejen og blev ramt af den 53-åriges bil. Drengen slap heldigvis kun med en mindre skramme på armen, medens politiet anholdt den 53-årige for spirituskørsel. En alkometertest havde afsløret, at føreren af personbilen var påvirket under kørslen. Den 53-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Grundstødt båd – Snogekærsvej, Kalundborg
2015-08-06 – Kl. 1830 fik politiet melding om, at personalet på Samsø-færgen havde observeret en kæntret båd liggende tæt på stranden ud for Snogekærsvej. Det lokale redningsberedskab sendte en båd til stedet og konstaterede, at en motorbåd ca. 500 meter fra kysten var grundstødt. Der var ingen personer til stede i/ved båden. Bådens ejer blev identificeret som en 31-årig mand fra Kalundborg, der kunne bekræfte ejerskabet, hændelsesforløbet med en grundstødning dagen forinden, og at der ikke var nogen personer i nød. Redningsaktionen blev derfor afblæst.

Hærværk – Kalundborg.
2015-08-03 – Kl. 0048 anholdt politiet en 57-årig mand fra Kalundborg, der var kørt til stedet med en taxa fra København. Taxaturen kostede 2200 kr., og det ville manden ikke betale. Han lavede hærværk i taxaen på nogle af bilens instrumenter. Den 57-årige blev løsladt senere på natten sigtet for hærværk, ligesom han bliver præsenteret for et erstatningskrav for turen og for det ødelagte.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Strandvej, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg
2015-08-06 – Kl. 1710 sigtede færdselspolitiet en 40-årig mand fra Fårevejle St. for kørsel i frakendelsestiden i forbindelse med kørsel i en personbil. Da den 40-årige flere gange tidligere inden for de seneste tre år også var blevet afsløret i at køre bil trods manglende førerret, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når straffesagen og spørgsmålet om konfiskation af bilen skal afgøres.

Markafbrænding standset – Tjørnemarken, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg
2015-08-05 – Kl. 1414 meddelte indsatslederen fra brandvæsnet, at en lovlig markafbrænding i området udviklede så meget røg og var til gene for områdets sommerhusbeboer, at afbrændingen blev standset med assistance fra brandvæsnet. Politiet foretog sig ikke noget i anledning af anmeldelsen.

Narkobilist uden kørekort og med hash – Elmegade, Kalundborg
2015-08-06 – Kl. 1121 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand uden fast bopæl i Kalundborg for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han kunne heller ikke fremvise et kørekort, idet han fik sin førerret inddraget i 2012 på grund af manglende aflæggelse af en kontrollerende køreprøve. Ved visitation af ham fandt politiet 2 gram hash, som blev konfiskeret. Sigtelserne blev derfor udvidet med overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt for kørsel uden førerret. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer blev den 26-årige afleveret i retten i Holbæk, idet han også var eftersøgt som tiltalt i et retsmøde om en tidligere sag om narkokørsel. Når dagens blodprøve er blevet analyseret, vil den 26-årige igen høre nærmere fra politiet.

Spirituskørsel – Høng, Kalundborg.
2015-08-03 – Kl. 0115 anholdt politiet en 18-årig mand fra Høng, der kørte i bil på Centervej. Han var påvirket af spiritus og fik derfor taget en blodprøve.

Søredning – ud for Kystparken, Kalundborg
2015-08-05 – Kl. 1926 iværksatte politiet en redningsaktion, idet en båd var kæntret, og muligt to personer var i nød 300-500 meter fra kysten ifølge en lokal anmelder. Søværnets Operative Kommando (SOK) havde sendt en redningshelikopter til området, hvor det viste sig, at en båd blev fundet med bunden i vejret. To mænd, der havde forsøgt at hjælpe den nødstedte sejler, var kommet i land. Kort efter fik politiet kontakt til bådejeren – en 26-årig mand fra Gørlev, der ikke var i nød, hvorfor redningsaktionen blev afblæst kl. ca. 2025.

Søredning – vest for Reersø – Kalundborg
2015-08-05 – Kl. 1243 meddelte Søværnets Operative Kommando (SOK), at en redningsaktion var sat i gang i Storebælt vest for Reersø, idet fire personer var nødstedte. En redningshelikopter og en redningsbåd var sendt til området, hvor helikopteren hurtigt fik lokaliseret de nødstedte. To blev reddet op i helikopteren, medens de to sidste blev reddet af en anden sejler i området og sejlet retur til deres båd. De to personer i helikopteren blev fløjet til Slagelse og checket på skadestuen for kuldepåvirkning. De nødstedte var en tysk familie, hvor to børn på 8 og 11 år iført redningsveste var hoppet i vandet for at bade. Strømmen førte dem væk fra deres båd, hvorefter moderen og faderen iført redningsveste også hoppede i vandet. Strømmen var imidlertid så kraftig, at de alle fire ikke kunne komme retur til båden. En 13-årig datter i båden slog efterfølgende alarm via bådens VHF-radio for at få hjælp. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af sagen.

Indbrud i perioden
Hestehaven, Kalundborg
Kløvermarken, Borup
Nykøbingvej, Snertinge
Skeltoften, Kalundborg
Tjørneholm, Ugerløse