På Kalundborg Biblioteker kan du finde masser af spændende aktiviteter for børn og voksne, hvad enten du er til spil, fantasy eller kreative sysler.

Denne vinterferie står i nørdens tegn, og har du en forkærlighed for bueskydning, keltiske mønstre, animationsfilm eller monstre, har vi samlet en pakke af arrangementer og aktiviteter, der får alvor får din indre nørd frem.

Fantastiske fantasy!
Synes du også, Katniss Everdeen fra Hunger Games er ret blæret med bue og pil? Og tror du, du kan gøre hende kunsten efter? Så skal du møde op i Kalundborg Hallerne mandag d. 12. februar, hvor vi øver os i bueskydning og selv får lov at fornemme buestrengens sitren, når pilen suser afsted. Kalundborg Bueskytteforening hjælper os med at ramme byttet, og vi skulle hilse fra dem og sige: Don’t try this at home!

Selvom de allermindste ikke kan være med til bueskydning, kan de sagtens få én på opleveren. På Skolen på Herredsåsen er der børneteater for de 3-8-årige, når forestillingen Tårnhøje Hund 2 serverer absolut hygge og hjertevarm underholdning.

Er du til mere stillesiddende sysler, åbner vi de kreative værksteder — hvor fantasien dog på ingen måder tager en slapper. D. 13. februar kan du prøve dig selv af som filminstruktør, når vi laver små animationsvideoer på iPads/tablets og lærer at mestre en app, særligt egnet til formålet. Lørdag d. 17. februar kan du også udfolde din farvesans på Gørlev Bibliotek og være med til at farvelægge de flotteste keltiske mønstre og designs, og både torsdag d. 15. februar og lørdag d. 17. tegner vi skræmmende, skæve og skøre fantasy-monstre — på hhv. Høng og Kalundborg Bibliotek. Alle arrangementerne er gratis, men kræver tilmelding på kalundborgbib.dk – Det sker.

For de pyntesyge
Der er også mulighed for at kaste sig ud i smykkekreationer til dit fantasy-kostume — eller bare til en helt almindelig tirsdag. På Gørlev Bibliotek er der perlesmykkeværksted onsdag d. 14. og vi knytter fine armbånd på Svebølle Kvik Bibliotek om torsdagen. Har du flere mønstre i fingrene, kan du pynte kopper, æsker eller blankt papir med Tine Djurtoft, når hun holder workshop med den sjove og smukke doodling-teknik. Det koster 20 kr. pr. krus og 10 kr. pr. æske, du giver dig i kast med. Alle værkstederne kræver tilmelding på kalundborgbib.dk – Det sker.

For de nysgerrige
Er du den nysgerrige type og altid på udkig efter nye, sjove aktiviteter, du kan lave på biblioteket? Så skal du møde op på Kalundborg Bibliotek første dag i ferien. Her præsenterer vi en helt ny Funbox! Vores Funboxe er fyldt med forskellige aktiviteter, lige fra silk clay over knyttede armbånd og nøgleringe til brætspil? Nu er vi klar med en ny Funbox, og hvis du har børn i den fingernemme alder, skal du endelig tage dem med!
Funboxe er vores spændende kasser, fyldt med forskellige aktiviteter, I kan lave på biblioteket i den betjente åbningstid. I skal bare spørge personalet, så får I udleveret en kasse, I kan sætte jer med i børnebiblioteket. Funboxene findes på Kalundborg, Høng, Gørlev og Ubby Bibliotek. Vi præsenterer den nye Funbox mandag d. 12. februar på Kalundborg Bibliotek, og det kræver ingen tilmelding, du skal bare møde op.

Slip din indre gamer løs
Vinterferie er lig med spil og hygge, så der er dømt spildag på Kalundborg Biblioteker! Vi skyder vinterferien i gang lørdag d. 10. februar på Ubby Bibliotek, hvor vi i samarbejde med Hvidebæk Lokalråd har brætspildag med hygge og tag-selv-buffet — og pizza til afslutning. På fredag d. 16. februar tager vi stafetten op på Kalundborg Bibliotek med både digitale spil og brætspil, og der er noget for enhver, uanset alder — og naturligvis masser af snacks. Tag vennerne eller familien under armen, eller kom selv og spil dagen lang fra 10-17 på Kalundborg Bibliotek. Så er fredagen reddet!

Drømmer du også om en dag at designe og udgive dit eget spil? På onsdag d. 14. februar kommer spildesigner Valdemar Schultz Andreasen fra ThroughLine Games til Kalundborg og fortæller om hvordan han blev indieudvikler. Han vil komme ind på indieudvikler-kulturen og -mentaliteten, og give et lille forsmag af spillet “Forgotton Anne”, som forventes at komme ud i forår 2018. Valdemar har en baggrund i dramaturgi og digital design, og har bl.a. været game master og idéudvikler hos Mystery Makers. Spillet kan forudbestilles på http://store.steampowered.com/app/542050/Forgotton_Anne/.

Begge arrangementer er helt gratis, men kræver tilmelding. Bestil pladser i dag på kalundborgbib.dk – Det sker.

%d bloggers like this: