Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 4/8 til 15/8 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Høje flammer i horisonten – Rørvej, Vinde Hels, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 21.49 rettede en bekymret landmand henvendelse til politiet, idet han fra sin mark kunne se ca. 10 meter høje flammer i horisonten. Brandvæsnet og politiet fandt kort efter et større bål, hvor der dog ikke var fare for udbredelse. Bålet var nu næsten udbrændt og bestod af træaffald, som ifølge brandvæsnet var forbudt at brænde af. Politiet foretog sig ikke yderligere og har ikke oplysninger om, hvordan brandvæsnet vurderer sagen med hensyn til eventuel overtrædelse af et lokalt regulativ.

Forsøg på tyveri af tandbørster – Centervej, Høng – Kalundborg

Kl. 09.49 anmeldte personalet i supermarkedet Aldi, at en mand kl. ca. 09.35 havde forsøgt at stjæle 31 stk. Oral B-tandbørster. Da han blev opdaget i tyveri-forsøget, løb han fra stedet, men tabte tasken med tandbørsterne under flugten. Han kørte efterfølgende væk fra området i en hvid personbil med udenlandske nummerplader. Den mistænkte butikstyv blev beskrevet som: Mand, 35-45 år, 190-200 cm høj, skaldet og iført en sort trøje. Politiet forsøger nu at få manden identificeret ud fra bl.a. videoovervågningen i supermarkedet.

Narkobilist / kørsel i frakendelsestiden – Svallerup Bygade, Svallerup, Kalundborg

Kl. 19.09 anholdt og sigtede politiet en 34-årig mand fra Kalundborg for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand og for kørsel i frakendelsestiden, da han i forvejen var frakendt kørekortet. Den 34-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til sagerne.

Indbrud i villa – Lykkebakken, Kalundborg

Kl. 12.18 anmeldte ejeren af en villa, at der havde været forsøgt indbrud på stedet kl. 09.41, hvor en døralarm var blevet aktiveret ved en kælderdør. Politiet kunne efterfølgende konstatere spor efter opbrydningsværktøj på kælderdøren,. Vidner i området havde omkring gerningstidspunktet i haven ved gerningsstedet set to fremmede mænd, der blev beskrevet som: A: mand, 20-25 år, spinkel af bygning, velproportioneret og soigneret ansigt, iført grå trøje og kasket samt elefanthue/skimaske (det meste af ansigtet dog frit), og B: mand, ej yderligere beskrivelse. De havde lignet håndværkere, men fik hurtigt travlt og forlod stedet i en sølvgrå bil på størrelse med en Citroen Berlingo / Peugeot Partner med “papegøje”-nummerplade med bogstaverne FH. Det var ikke lykkedes for dem at komme ind i villaen, hvorfor der ikke var stjålet noget. Lokalpolitiet i Kalundborg/Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket mændene eller deres bil i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Indbrud i perioden:
Havnevej, Havnsø, Føllenslev
Kløvervej, Høng
Melbyvej, Kalundborg
Lykkebakken, Kalundborg
Lynggårdsbakken, Kalundborg
Solbakken, Kalundborg
Hvidkløvervej, Tune

Foto: Anne Witte